Nyheder

En sand tusindkunstner!

Med PRetrans 5116 som medhjælper i processen kan du glæde dig over pålidelig og sikker signalbehandling inden for et hav af applikationer. Denne transmitter er ideel i stort set alle brancher med behov for signalkonvertering, isolation, skalering, forstærkning, overvågning, barrierer, grænsekontakter mm. Nu byder en dugfrisk udgave af 5116 på endnu flere muligheder end hidtil.

Lynhurtig proceskalibrering…
Den nye udgave af 5116 er forsynet med en frontknap, der via konfigurations-programmet PReset kan indstilles til at proceskalibrere transmitteren. Med knappen kan du foretage enten 0% og 100% proceskalibrering eller 0% proceskalibrering – når som helst og hvor som helst. Kalibreringen låses ved at deaktivere knappens funktion.

… og andre nye fordele
PRetrans 5116 byder på et stærkt udvidet måleområde for spændingssignaler, nemlig –2,5…2,5 V mod tidligere –150…150 mV. Nu kan man endvidere fastlåse både relæernes tilstand og det analoge udgangssignal, hvilket gør det let at foretage systemtest. Desuden er der indført indikation af strømsløjfefejl på 4…20 mA strømindgang. Indikationen gives via front LED, relæer og analogt udgangssignal.

Tusindvis af applikationer - i en fart
5116 håndterer alle gængse typer industrielle målesignaler og er parat til den ønskede funktion efter et øjebliks pc-programmering. Al konfiguration foretages via vores brugervenlige PReset-software, og du slipper for at skulle åbne modulet for at sætte dipswitche og jumpere. Vi leverer naturligvis også gerne 5116 færdigkonfigureret og skræddersyet til kundens behov.
 
· Universel indgang: mA (aktiv og passiv), V, mVDC, RTD, TC, lin. R, potentiometer
· Universel forsyning: 21,6…253 VAC og 19,2…300 VDC uden hensyn til polaritet
· Programmerbar udgang, der kan levere aktive mA- og V-signaler
· Mulighed for passiv 2-trådsudgang, der passer til indgangen på en PLC
· 2-trådsforsyning > 16,5 V (5116B også til Ex-zone 0)
· Programmerbar følerfejlsovervågning – fejlmelding via analogudgang, relæer og LED
· Avanceret relæopsætning: De to relæer kan uafhængigt af hinanden overvåge f.eks. flow, niveau, temperatur, hastighed, eller hvad der måtte være behov for. Relæerne kan fungere som enkelte grænsekontakter, vinduesfunktion, følerfejlsovervågning mm.
· Kundebestemt linearisering og dermed overvågning af processer med ulineære indgangssignaler

Skaber sikkerhed i processerne
5116 er galvanisk isoleret med 3,75 kVAC på alle porte og har overstrømsbeskyttet analogindgang, strømbegrænset analogudgang, polaritetsbeskyttet forsyning samt en høj EMC-beskyttelse. Dette er blot nogle af de mange egenskaber, der gør 5116 til et pålideligt og sikkert produkt

Med Ex-udgaven 5116B som barriere kan du trygt hente og overvåge signaler fra eksplosionsfarlige områder. 5116B er ATEX-godkendt til at modtage signaler fra gaszone 0,1 eller 2 og fra støvområde 20, 21 eller 22 og har desuden godkendelserne FM (class I div 2 og class I + II + III div 1) samt GOST Ex. Både 5116A og B overholder EMC-direktivet (NAMUR NE21), NAMUR NE43 (følerfejl) og Lavspændingsdirektivet (LVD). Desuden har både 5116A og B godkendelserne GOST R, marinegodkendelse og UL 508.

Denne alsidige problemløser ledsages selvfølgelig af fem års produktgaranti, grundig teknisk dokumentation, dag-til-dag-levering og kompetent teknisk support.  

Datablad og manual finder du i vores downloadcenter. Ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte vores salgsafdeling på tlf. 8637 2677.

 

PR electronics på Miconex 2008

Oplev PR electronics’ nye innovative produktserie på Miconex-messen i Beijing 18.-21. november 2008....

Miljøvenlige manualer

Hos PR electronics tænker vi grønt Bly er udfaset i vores produktion, og som en af de første i bran...

PR electronics bygger i Tyskland

PR electronics bygger nyt kontor i Tyskland PR electronics’ datterselskab i Tyskland kan flytte in...

Det første spadestik til PR electronics tyskland