PR electronics certificeret som udvikler af signalbehandlingsmoduler til SIL 2-applikationer
PR electronics er blandt de første elektronikvirksomheder, der har opnået en blåstempling som leverandør af funktionel sikkerhed til procesindustrien.
Hos PR electronics har vi specialiseret os i at udvikle signalbehandlingsmoduler med SIL 2-sikkerhedsegenskaber af den mest sikre slags. Nemlig signalbehandlingsmoduler, hvor sikkerhedskonceptet er tænkt ind i konstruktionen fra starten, og hvor både produkt og udviklingsproces er certificeret af en uvildig tredjepart via en Full Assessment. Derved adskiller PR electronics’ moduler sig fra dem, der blot er godkendt via ”Proven-in-use” eller via en Hardware Assessment.
Vi springer over, hvor gærdet er højest
Når vi hos PR electronics designer signalbehandlingsmoduler til SIL 2-applikationer, følger vi den strengeste af alle procedurer for udvikling og verificering af produktegenskaber, der vedrører funktionel sikkerhed. Vores nye serie af Ex-barrierer til SIL 2-applikationer (System 9000) er således udviklet med fokus på fuld overensstemmelse med sikkerhedsstandarden IEC 61508, og vi har beskrevet hardwareudviklingen, softwareudviklingen, testmetoderne samt testresultaterne ned til mindste detalje. Efter at have foretaget en tilbundsgående undersøgelse (Full Assessment) af denne store mængde information og af brugerdokumentationen, har certificeringsorganet exida konkluderet, at vores arbejdsmetoder fuldt ud opfylder kravene i IEC 61508.
Usædvanlig virksomhedscertificering
Derfor har exida i 2008 udstedt et firmacertifikat, der erklærer PR electronics kompetent til at udvikle signalbehandlingsmoduler, som kan indgå i instrumenteringen bag procesrelaterede SIL 2-sikkerhedsfunktioner. Kun en lille håndfuld elektronikproducenter i verden har opnået en tilsvarende blåstempling af deres udviklingsafdeling. Firmacertificeringen betyder, at nye, færdigtestede signalbehandlingsmoduler fra PR electronics fremover kan certificeres til SIL 2 langt hurtigere, end det ellers er muligt, fordi vores arbejdsprocesser allerede er godkendt. Dermed er PR electronics også godkendt til at foretage ændringer af allerede SIL 2-certificerede modeller, uden at disse skal certificeres på ny af exida.